Dialog i Egypten
A
Artikler om religionsdialog, forholdet mellem kristne og muslimer, socialt arbejde og udviklingsprojekter i Egypten
Tekst og foto: Bent Dahl Jensen © 2006

Mary Mansfield oplever, at
der er blevet større åben-
hed i det egyptiske sam-
fund omkring det at have
et handicappet barn.
(Foto: Bent Dahl Jensen)

Mary Mansfields datter, Suzi.
(Foto: Bent Dahl Jensen)

Børnene på Menara School
for Special Needs trænes
blandt andet i at spise.
(Foto: Bent Dahl Jensen)

Børnene får også fysisk
træning. (Foto: Bent
Dahl Jensen)

Muslimske og kristne mongolbørn trænes og undervises i samme center

I 2003 åbnede Den Anglikanske Kirke et center i Menouf for børn med særlige behov. Centret er et eksempel på samarbejde og sameksistens mellem kristne og muslimer. Hovedparten af børnene kommer fra muslimske familier, og medarbejderskaren tæller mennesker fra begge religioner.

For tre år siden åbnede Den Anglikanske Kirke i Egypten et center for børn med særlige behov, Menara School for Special Needs. Det ligger i Menouf – en by med omkring 100.000 indbyggere – i deltaområdet mellem hovedstaden Kairo og havnebyen Alexandria. Fire dage om ugen kommer 26 børn og unge, der alle er fysisk eller psykisk udviklingshæmmede, for at blive trænet og undervist i centret.

Menara School for Special Needs er – sammen med en offentlig skole – de eneste tilbud, hvor handicappede børn og unge får undervisning og træning. Børnene er fordelt på fem klasser, og der er ni lærere. Alle er egyptere, nogle er muslimer, andre er kristne, og de arbejder sammen med respekt for hinandens religiøse opfattelser.

Lederen af centret er Mary Mansfield. Hun er fra England og har været 16 år i Egypten, hvor hun har arbejdet som lærer på Den Anglikanske Kirkes skole i Menouf. Hun er gift med en egyptisk læge, der arbejder på Den Anglikanske Kirkes hospital i byen, og parret har tre børn. Det er et af disse børn, der er den direkte anledning til, at centret blev etableret.

For syv år siden fik Mary og hendes mand en datter, Suzi, der viste sige at være mongol (Downs Syndrom). Det gav familien nogle bekymringer med hensyn til pigens fremtid, og hvordan der kunne tages hånd om hende med undervisning og træning. Da Suzi var to-tre år gammel, henvendte Mary og en egyptisk veninde, der arbejder med specialundervisning, sig til den offentlige skole i Menouf for børn med særlige behov. Men de kunne ikke få lov til at komme ind og se skolen. Det kunne kun lade sig gøre, hvis de kom igen dagen efter. Det tilfredsstillede ikke Mary, at skolen åbenbart først skulle have tid til at forberede et besøg

- Jeg var ikke særlig imponeret, for en skole må være parat til at tage imod gæster når som helst, siger Mary Mansfield.

- Vi tænkte over, hvad vi så kunne gøre, og på den måde opstod ideen om at åbne vores eget sted, fortsætter Mary Mansfield. Den anglikanske biskop i Egypten, Mouneer Anis, var også meget optaget af, at man skulle gøre noget for børn med særlige behov.

- Der var muslimer her i byen, der henvendte sig til ham og sagde: Vil I ikke nok gøre noget med specialundervisning, for hvis I kristne ikke gør det, så er der ingen, der gør noget, fortæller Mary Mansfield.

- Men jeg havde blandt andet undervist i sport og havde ingen erfaring med specialundervisning. Så jeg begyndte at bede, og min første bøn var: ”Gud, hvis du ønsker, vi skal begynde dette arbejde, så beder jeg om, at du sender en frivillig, der kan komme det første skoleår og være med til at træne mig.”

Støttegruppe for forældre

I maj 2002 planlagde Mary at tage tilbage til England i en måned eller to. Inden hun kom af sted, fik hun en telefonopringning fra børnehospitalet, fordi der var en muslimsk familie, som havde fået et barn med Downs Syndrom, og de var meget kede af det.

- Jeg tog ned til hospitalet og mødte familien, en dejlig muslimsk familie, og vi har fået et stærkt forhold. Bagefter talte jeg med børnelægen, og det endte med, at vi aftalte, at vi en gang om måneden kunne holde et møde på hospitalet, hvor interesserede familier kunne komme med deres børn, så vi kunne danne en støttegruppe, siger Mary Mansfield.

Mens hun var i England, blev der indsamlet navne og telefonnumre på en række forældre, som Mary besøgte, da hun kom tilbage. Hun lærte familierne at kende og spurgte til deres behov for specialundervisning. I september 2002 holdt man det første møde i støttegruppen med forældre til omkring 10 børn.

- Det var godt for forældrene at være sammen og dele erfaringer med hinanden, og i de næste seks måneder mødtes vi en gang om måneden, fortæller Mary.

På det tidspunkt kom der også svar på hendes bøn. Da kom der nemlig en amerikansk kvinde, der var uddannet inden for specialundervisning og skulle være ved kirken i Menouf et år som korttidsudsending. Hun deltog i støttegruppens møder, talte med børnene og gjorde lidt forskelligt. Sådan fortsatte man i et halvt års tid, indtil man fandt ud af, at der var brug for at gøre mere. For det første var der brug for at finde et godt hold medarbejdere og sørge for, at de fik en god træning. Man spurgte rundt omkring og fandt frem til otte-ni piger, som gennemgik et træningskursus hos den katolske organisation Caritas på seks uger, hvor den mest grundlæggende teori blev gennemgået.

- Vi kom ud af kurset med en masse teori, men vi vidste stadig ikke ret meget om, hvordan vi skulle arbejde med børnene i praksis, siger Mary Mansfield. Men et par uger senere, dukkede en ny person op med hjælp i rette tid.

- Jeg fik en e-mail fra en anden kvinde, der var uddannet til at give specialundervisning. Hendes mand skulle deltage i et projekt i Kairo, og i den tid hun kom herop tre dage om ugen i omkring to måneder, hvor vi samlede børnene i et lokale på hospitalet. Hun hjalp dem med at lave spørgeskemaer, så hvert barn fik en mappe, og ud fra børnenes alder, kunne og behov blev de delt op i tre grupper. Mongolbørn er i en gruppe, børn med autisme i en anden osv. Hun fortalte også, hvad vi havde brug af legetøj, og viste os, hvordan vi kunne arbejde og lege med børnene og lære dem noget gennem leg, fortæller Mary Mansfield, da samtalen bliver afbrudt, fordi en ung muslimsk kvinder banker på kontordøren med en kopi af sine eksamenspapirer i hånden. Hun kommer for at søge arbejde på centret.

Gæstelæreren var til stor hjælp, og det endte med, at hun kom tilbage i september 2003 og var i Menouf frem til marts 2004. Hun var med til at starte centret og dets træningsprogrammer op.

- Hun var meget professionel og et dejligt menneske. Pigerne elskede hende, fortæller Mary. Gæstelæreren brugte noget materiale, hun havde med fra USA. Det blev oversat til arabisk og blev hele tiden ajourført, så det gav os et godt grundlag, siger Mary Mansfield.

På besøg i hjemmene

Undervisningen og træningen begyndte i to små klasselokaler på hospitalet, hvor børnene kom to dage om ugen. Men det udviklede sig og blev større og større. Senere fik man to rum på den anglikanske skole, og det forstærkede indtrykket af, at centret er en skole – og ikke bare et lille projekt. Siden er arbejdet vokset yderligere, og da de fysiske rammer på skolen blev for trange, flyttede man over i en nabobygning, der i mellemtiden var blevet renoveret.

Her kommer der 26 børn hver dag fra mandag til torsdag. Fredag er muslimsk helligdag, og lørdagen er afsat til forberedelser, lærermøder, kurser m.v. For et år siden begyndte centret desuden at køre et integrationsprogram, som betyder, at fire-fem børn nu også kommer om lørdagen, hvor de deltager i børnehaveklassen i den almindelige skole som led i dette integrationsprogram.

Andre lørdage bruges til, at personalet engang om måneden tager på besøg i hjemmene og taler med forældrene – og i de tilfælde, hvor de bor langt væk, prøver man at mødes dem på centret. Disse møder med forældrene fungerer delvis som en slags rådgivning, hvor man kan diskutere problemer med personalet og stille spørgsmål omkring børnene.

- Vi har f.eks. en pige, der både har Downs Syndrom og er autist, så hun er svært udviklingshæmmet. Hun var ret gammel, da hun kom til os, og hun gør ingenting selv, så vi fokuserede på, hvordan hun kan lære at tage tøj på m.v. Da vi besøgte hjemmet en lørdag, hvor pigen var hjemme, viste vi forældrene, hvordan vi træner hende i skolen, når hun skal på toilet, vaske hænder, så man også i hjemmet kan træne hende i disse funktioner, siger Mary Mansfield.

Tabu under afvikling

Hun oplyser, at andelen af børn med særlige behov er højere i Egypten end i de vestlige lande. En af årsagerne er fødselsskader, en anden er fætter-kusine-ægteskaber.

Er det et tabu i samfundet, når børn har Downs Syndrom, autisme eller et andet handicap?

- Jeg synes, samfundet er ved at ændre sig. Børn med særlige behov er kommet mere i fokus – blandt andet takket være præsident Hosni Mubaraks kone, Suzanne Mubarak, der har talt om emnet på tv. Det betyder, at forældrene ikke skjuler deres handicappede børn på samme måde, som de gjorde tidligere. Men selv om holdningen er ved at ændre sig, er der stadig mange tilfælde, hvor forældrene ikke ofrer så meget på børn med særlige behov som på andre børn – især i landsbyer, hvor fattigdommen er større. I nogle tilfælde bliver børn med særlige behov holdt inde i husene, så man ser dem ikke på gaden.

Bliver det opfattet som en straf fra Gud, hvis en familie får et handicappet barn?

- Du vil sikkert kunne finde den holdning hos nogle, men jeg tror ikke, at det generelt opfattes sådan. Der er et ekstremt eksempel, hvor en familie anbragte et barn med særlige behov i hønsegården, fordi de frygtede, at de andre piger ikke ville blive gift, hvis det blev kendt, at familien havde en pige med særlige behov, og derfor blev hun sat afsides. Men det er et ekstremt tilfælde.

- Generelt er mennesker meget bekymrede i forhold til, hvordan de skal behandle dem. Folks viden er meget begrænset, også deres viden om, hvordan det kan ske, at de får et handicappet barn. Jeg kan huske en mor, der havde fået en pige med Downs Syndrom, som mente, at grunden måske var, at hun var ked af det under graviditeten. Andre mener, at det kan skyldes medicin, de tog, mens de var gravide. Flere af dem føler skyld. Folks viden er begrænset, og lægerne giver ikke altid kvinderne korrekt information. Der er et eksempel med en kvinde, der har en dreng med Downs Syndrom. Før hun fik ham, mistede hun først et par tvillinger, og dernæst et andet par tvillinger, og da hun så fik en dreng med Downs Syndrom, sagde lægen til hende, at det var fordi, hun havde grædt så meget, da hun mistede tvillingerne. Kan du forestille dig en læge sige sådan til en mor? Det er at gøre det hele værre og give hende skyld, og det er det sidste, hun har brug for i den situation. Det gjorde mig meget vred. Vi ved, hvordan Downs Syndrom opstår, og det har intet at gøre med, at man tilfældigvis bliver vred, siger Mary Mansfield.

Hun oplyser, at selv om der er blevet større åbenhed i samfundet, kommer kun to procent af børnene med særlige behov i en form for center eller skole. De andre bliver holdt hjemme. Det skyldes ikke kun uvidenhed, årsagen kan også være økonomisk, eller at der ikke er et tilbud i nærheden.

- I de offentlige skoler skal eleverne have en intelligenskvotient på over 60. Det vil sige, at de først tager børn fra seks-syv års alderen, og de tager ikke autistiske børn og fysisk handicappede børn overhovedet. Det vil sige, at det blandt børn med særlige behov fortrinsvis er børn med Downs Syndrom, der kommer i skole.

- Den autistiske pige, der også har Downs Syndrom, kom til os, da hun var 11 år. Hun har en god mor og er altid klædt pænt, men det eneste alternativ ville være at sende hende til Kairo, og de fleste centre er meget dyre, så det er uden for folks mulighed at kunne sende børnene dertil, og derfor bliver de hjemme, siger Mary Mansfield.

Drives med underskud

Selv om centret for børn med særlige behov er oprettet på initiativ af Den Anglikanske Kirke, bliver centret ikke finansieret af kirken. Centret laver sin egen fundraising for at skaffe økonomisk støtte til arbejdet, og en del af disse penge kommer fra anglikanske menigheder rundt omkring, blandt andet i England, ligesom centret kan søge kirken i Egypten om tilskud til særlige projekter, men centret får ikke et fast tilskud. Derudover får det stillet lokalerne gratis til rådighed. Danmission støtter i 2005 og 2006 projektet med 100.000 kroner.

Forældrene betaler for at have børnene i centret, men betalingen er ikke så høj, at den kan dække driften af centret. Hvis den skulle det, ville den blive så høj, at mange af børnene slet ikke ville komme, fordi forældrene ikke havde råd til det. Nogle forældre er så fattige, at børnene ikke betaler fuld pris eller kommer gratis i centret.

Forældrebetalingen er på 650 egyptiske pund (ca. 725 danske kroner) for et år, og det svarer til prisen for at gå i en børnehaveklasse i almindelige skoler. Men for tiden ligger udgiften til lønninger, materialer og kontorudstyr på omkring 5.500 kroner om måneden, og indtægten fra forældrene er kun på omkring 1.100 kroner om måneden. Derfor håber Mary Mansfield, at det lykkes at skaffe flere faste månedlige indtægter, så man får større sikkerhed for pengene til de ansattes løn.

Hun vil også gerne udvide med projekter i landsbyerne omkring Menouf, og så bliver der brug for endnu flere penge.

- Vi er i den situation, fordi vi kører med underskud, at jo flere børn vi får, og jo mere vi udvider, jo flere penge har vi brug for. Vi kunne selvfølgelig gøre klasserne større, men det ønsker jeg ikke, for det vil forringe kvaliteten af undervisningen, siger Mary Mansfield.

Kristne og muslimer

I Deltaet er andelen af kristne meget lav sammenlignet med Egypten som helhed. Kun omkring tre procent af befolkningen er kristne, resten muslimer. I Egypten som helhed udgør det kristne mindretal 10-15 procent af befolkningen.

Centret afspejler befolkningens blandede sammensætning. Hovedparten af børnene, omkring 80 procent, er muslimer. For tiden er der kun to muslimske lærere, da en er på barselsorlov.

- Det var et stort diskussionsemne, da vi begyndte her. For der var en del kristne venner, som anbefalede, at jeg kun ansatte kristne lærere og ingen muslimer, for når det var et kirkeligt arbejde, skulle der kun være kristne medarbejdere. Jeg lyttede til dem og overvejede selv, hvad der var rigtigt. Jeg ser på, hvad der er bedst for skolen – og jeg har valgt også at ansætte muslimske lærere. Blandt andet fordi hovedparten af børnene er muslimer. For mig er det vigtigste, at vi skal gøre en tjeneste i forhold til børnene og deres forældre, men også i forhold til lærerne.

- Vi arbejder sammen hver dag, og jeg føler, at vi alle er vokset rigtig meget – og har forandret os. Jeg har også set, hvordan Gud har lagt ting til rette og hjulpet os. Vi har alle lært meget og er vokset meget. Det er en god måde at vise kærlighed til hinanden på og arbejde sammen som kristne og muslimer. Det var svært i begyndelsen. Jeg var ikke klar over, hvor meget ens fordomme betød, så kristne og muslimer havde det med at holde sig for sig selv – og det tog virkelig tid at få dem til at arbejde sammen som et team. Nu går det meget nemmere, men jeg er meget omhyggelig med, hvem jeg ansætter.

For nogle måneder siden kom der en mand, der i fem-seks år havde arbejdet på en skole for børn med særlige behov i Kairo og spurgte, om han kunne få arbejde her. Han var flyttet tilbage til Menouf, fordi hans far havde fået sat et ben af på grund af sukkersyge, og han var den ældste søn, så han sagde sit arbejde i Kairo op og kom tilbage her til Menouf. På det tidspunkt var der kun ansat kvinder på centret her. Der var slet ingen mænd, og flere sagde: Ansæt ikke en muslimsk mand blandt alle disse kvinder, han vil dominere dem alle. Men samtidig begyndte der at komme teenagedrenge her i centret, og de kan være stærke, så jeg fandt, at jeg havde brug for at have en mand ansat. Så jeg lytter til folk, men beslutter mig ud fra, hvad jeg tror, der er bedst for skolen. Han begyndte i september, og han er fantastisk, og han gør et godt arbejde, siger Mary Mansfield.

Siden er der blevet ansat endnu en mand. Han er tømrer og hjælper blandt andet med at lave redskaber, der bruges i centret, men det er også tanken, at han skal bruge tid på at lære nogle af børnene praktiske færdigheder som f.eks. at slå søm i et bræt.

- I de offentlige skoler slutter børnene med at gå i skole, når de er omkring 16 år. Men i stedet for, at de så bare skal sidde derhjemme, er der en mulighed for, at de kan komme her og lære noget om håndværk, så de kan noget praktisk, når de kommer ud. Det er et område, jeg gerne vil udvikle, siger Mary Mansfield.

Hun indrømmer, at det er en konstant udfordring at få medarbejderne til at fungere som et team med de barrierer, der er med kristne i forhold til muslimer, kvinder i forhold til mænd og en kultur, hvor kønnene er vant til at være adskilte.

- Vi prøver at få alle til at arbejde sammen som et team, siger Mary Mansfield. Hun belønner de medarbejdere, der gør en god indsats med en bonus oveni månedslønnen. Modsat risikerer man at få en anmærkning, hvis man ikke opfører sig ordentligt over for sine kollegaer.

- Religion er et meget følsomt emne, som man på ingen måde skal gøre grin med. Under ramadanen var der en episode, hvor en kristen kvinde drillede en muslimsk kvinde med fasten. Det skete på en måde, der næppe ville virke krænkende i Vesten, men det var en konstant drillen, og til sidst var jeg nødt til at sige til hende, at hun skulle holde op. Hun fik en anmærkning – og så holdt hun op.

- Lærerne er modnet meget i løbet af den periode, vi har været i gang, og jeg glæder mig, når jeg ser, hvordan lærerne er vokset og har lært at arbejde sammen, siger Mary Mansfield.

Hun har også i et par tilfælde måtte indskærpe de ansatte, at de skal behandle børnene med respekt.

- Der kan være en tendens til at behandle børnene – ikke hårdt, men som om de er dumme, f.eks. i den måde, man taler til dem på. For mig er det almindeligt at behandle Suzi på samme måde som hendes to søskende. Men sådan er det ikke altid. Nogle gange bliver der talt ned til børn med særlige behov, siger Mary Mansfield.

Læs mere

• Den Anglikanske Kirke i Egypten - link til kirkens hjemmeside.

• Tilbage til oversigt

Copyright © Bent Dahl Jensen