Dialog i Egypten
A
Artikler om religionsdialog, forholdet mellem kristne og muslimer, socialt arbejde og udviklingsprojekter i Egypten
Tekst og foto: Bent Dahl Jensen © 2006
|
Dialog i Egypten |
|
|
Nilfiskere hjælper hinanden Kristne og muslimer arbejder sammen i fiskerlandsbyer langs Nilen for at forbedre indbyggernes indtjening og udvikle landsbyerne. - Jeg håber ikke, at min yngste søn bliver fisker, men læge eller ingeniør, siger Hassan. Han er en af de 100 fiskere, der lever i landsbyen El Alalma ved Nilen. Hassan ved alt om, at fiskeriet på Nilen ikke er en særligt indbringende beskæftigelse. Han har otte børn, men kun to af dem går i skole. De ældste kom ikke i skole, da de var små. - Jeg drømmer om at tjene flere penge, så børnene bliver i stand til at gennemføre deres skole, siger Hassan senere, mens han byder på te i sit hus, hvor vi sidder på måtter i et stort rum. Det fungerer også som soveværelse, og sovemåtterne ligger sammenrullede langs væggene. Det eneste møbel i rummet er et bord, men der er ingen stole. Hassan er ikke ene om at drømme. Det gør de andre fiskere i El Alalma også. Ali, Sayed og Mohammed ser frem til, at de kan købe bedre net, så de kan fange flere fisk, når de om morgenen sejler ud i deres små både for at fiske på Nilen – og drømmene er ved at blive til virkelighed. For fiskerne er gået i gang med at ændre på deres situation. I El Alalma og fire andre landsbyer omkring El Minia, 225 km syd for hovedstaden Kairo, har fiskerne for mindre end et år siden dannet landsbyråd. Samtidig er der sat projekter i gang, så fiskerne kan hjælpe hinanden med at forbedre deres forhold og sikre børnene en bedre uddannelse, end de selv har fået. Det er en indsats, der er tiltrængt. Mens en egypter i gennemsnit tjener omkring 800 kroner om måneden, har disse fiskerfamilier under 300 kroner at leve for om måneden – og det skal hele familien, hvor der som regel er mindst tre børn, klare sig for. Disse familier lever under fattigdomsgrænsen og hører til blandt de absolut fattigste i Egypten. Økonomien sætter sit tydelige præg på fiskernes tilværelse. Omkring en tredjedel af dem bor i huse, hvor der ikke er rindende vand, og i over halvdelen af husene er der ingen toiletter. Det øger risikoen for sygdomme, og nogle af børnene dropper ud af skolen, fordi de skal hjælpe de voksne med at fiske – eller familierne har slet ikke råd til at sende børnene i skole. For selv om undervisningen i de offentlige skoler er gratis, skal de betale for skolebøger og uniformer til børnene. Manglende skolegang betyder, at der er mange analfabeter, ikke kun blandt de voksne, men også blandt børnene. Lærer at læse og skriveDet er et af de områder, hvor der nu sættes ind med alfabetiseringskurser, hvor børn og voksne lærer at læse og skrive. I El Alalma er der en klasse med plads til 25 piger og kvinder, som undervises om dagen, og en klasse med 25 drenge og mænd undervises om aftenen, når de er færdige med arbejdet. Kurset er bygget op med undervisning på fire niveauer, og der undervises i tre måneder på hvert niveau. Ved afslutningen af hvert niveau får deltagerne et certifikat, og når det fjerde certifikat er erhvervet, kan eleven fortsætte i de offentlige skoler. Kvinderne bliver også undervist om familieplanlægning og risikoen for underernæring, så de kan give børnene sund mad. Den kvindelige lærer forklarer, at børn i nogle tilfælde er blevet dårlige, fordi de har fået antibiotika eller anden medicin, der var beregnet for voksne, fordi forældrene er analfabeter. - Det er vigtigt at kunne læse, så man f.eks. ikke kommer medicin til ørerne i øjnene, siger lærerinden. Eksemplet viser, at det kan være farligt at være analfabet. Økonomisk støtteGamle fiskeredskaber er en af grundene til nilfiskernes dårlige økonomi. Her er der også hjælp på vej, da fiskerne gennem projektet kan optage mikrolån på 500-600 kroner. Pengene kan f.eks. bruges til at købe bedre net, og fiskerne taler ivrigt om, hvordan nettene skal være, og de planlægger at købe ind i fællesskab, så de kan få rabat. Fiskerne har også planer om at bygge et køle- og frysehus. I dag kan de ikke opbevare fiskene på køl. Derfor er de nødt til at sælge de friskfangede fisk, før de fordærves, og det presser prisen ned. Hassan overvejer at låne penge, så han kan købe sin egen båd, så han bliver fri for at leje båden. En anden mulighed er at købe en ko eller at investere pengene i opdræt af kyllinger, dyrke grøntsager eller frugt. Det kan give familierne en tiltrængt indtjening ved siden af fiskeriet. For selve fiskesæsonen varer kun fra september til december. En tredje mulighed er at bruge lånet til at forsyne boligen med toilet, så de hygiejniske forhold bliver forbedret. Egyptisk andelsbevægelseEt gennemgående træk i projektet er, at fiskerne inddrages på alle niveauer helt fra begyndelsen. Det er vigtigt, at de har et medejerskab til projektet. Derfor vælger de en bestyrelse for landsbyrådet, og de diskuterer i fællesskab, hvilke behov der skal gøres noget ved, og hvordan de skal løses. Projektet i fiskerlandsbyerne støttes fra dansk side af missionsselskabet Danmission, der har fået penge af en privat sponsor til opgaven. I Egypten arbejder Danmission tæt sammen med den kristne organisation Coptic Evangelical Organization for Social Services, CEOSS. Det er også den organisation, der med støtte fra offentlige egyptiske myndighederne har hjulpet fiskerlandsbyerne med at danne landsbyråd. Kristne og muslimerI projektet arbejder muslimer og kristne sammen uden at skele til hinandens religion. - Projektet i fiskerlandsbyerne er et godt eksempel på, hvordan mennesker kan leve og arbejde sammen på trods af forskellige religioner. Når fiskerne, både kristne og muslimer, får problemer, hjælper de hinanden. De lever i solidaritet med hinanden og skaber fælles løsninger, siger Naser Sadek, der er regional koordinator for CEOSS’ udviklingsarbejde i regionen, som omfatter de fem fiskerlandsbyer. CEOSS blev oprettet for mere end 50 år siden netop for at udvikle fattige landsbyer i Egypten. Arbejdet begyndte med, at organisationens grundlægger, Samuel Habib, rejste fra landsby til landsby og lærte indbyggerne at skrive og læse. Der blev også undervist om familieplanlægning, sundhed og ernæring. Siden er arbejdet blevet langt mere omfattende med landbrugsprojekter, bekæmpelse af børnearbejde og programmer for at skabe et renere miljø. CEOSS er i dag en stor organisation med over 350 fuldtidsansatte og omkring 400 deltidsansatte og konsulenter. I nogle tilfælde står CEOSS selv for projekterne, men i de seneste år er man i øget omfang begyndt at hjælpe lokale organisationer med at opbygge deres egne projekter. Det sker også med dansk støtte, idet Udenrigsministeriets udviklingsafdeling Danida har bevilget 11 millioner kroner over tre år. DemokratiseringI hele Egypten skønnes der at være 7.000 lokalråd som dem, der nu er etableret i de fem fiskerlandsbyer. Bevillingen fra Danmark skal bruges til, at CEOSS kan udbygge samarbejdet med 75 udvalgte lokale organisationer, så de bliver bedre til at arbejde inden for deres område. Det er en proces, hvor man hjælper med at finde kontor og mødelokaler, med at uddanne medarbejdere og ledere, så de bliver bedre til at opbygge deres organisation og til at opstille handlingsplaner, budgetter og følge op på de projekter, der sættes i gang. Det er også en proces, hvor der lægges vægt på demokratisering og kvinders rettigheder. Hele projektet minder meget om den oplysning og bevidstgørelse, vi kender fra Danmark med højskoler og andelsforeninger for omkring 100 år siden. Ideen er netop, at landsbyer og lokalsamfund får hjælp til at finde ud af, hvor der er nogle særlige problemer, der skal løses. Dernæst får de træning og undervisning, så de kan opbygge projekter til at afhjælpe behovene. En af de organisationer, CEOSS for nylig er begyndt at arbejde sammen med, er en organisation i Nazlet Amr, en landsby i nærheden af Beni Mazar i samme region som fiskerlandsbyerne. Zeinab, en muslimsk kvinde, er formand for organisationen, som både har muslimske og kristne medlemmer. Hun fortæller sammen med andre kvinder detaljeret, hvordan de netop har været i gang med at undersøge problemer i forhold til de familier, der lever af kyllingeopdræt. Undersøgelsen blev foretaget ved hjælp af spørgeskemaer, individuelle interview med udvalgte personer samt to fokusgruppeinterview – begreber, vi ikke lige havde forventet at høre om i en egyptisk landsby. Et af problemerne er, at foderet er blevet dyrere, og at der opstår sygdom blandt kyllinger, men at man ikke kan behandle sygdommene. Nu skal gruppen i gang med at diskutere, hvordan man skal løse de problemer, undersøgelsen har afsløret. Blandt andet skal der holdes møder, hvor veterinærmyndighederne deltager, da kyllingefarmerne mangler tillid til dem. DialogprojekterDet lokale samarbejdsprojekt er et af en række eksempler på den dialog, der i de seneste år er vokset frem mellem muslimer og kristne i Egypten. Begge religioner har en lang historie i Egypten. Den kristne kirkes går tilbage til det første århundrede, mens islams går tilbage til den arabiske erobring omkring 640. I dag er hovedparten af egypterne muslimer, mens et mindretal på ti procent af de omkring 77 millioner indbyggere er kristne. Forholdet mellem de to grupper har til tider været så spændt, at der er opstået voldelige konflikter, og målet med dialogen mellem muslimer og kristne er at mindske disse spændinger, så de kan leve fredeligt sammen og i fællesskab bidrage til udviklingen af samfundet.
Læs mere • Dialog bidrager til forståelse og sameksistens - kommentar i forhold til Det Arabiske Initiativ med udgangspunkt i dialogarbejdet i Egypten.
Copyright © Bent Dahl Jensen |
