Kirsten Thorups tale ved lysgudstjenesten

Flygtningen er et symbol på vor tid. Han befinder sig midt i tidens voldsomme begivenheder, i krigenes, klimaforandringernes og naturkatastrofernes centrum. Og han befinder sig midt i blandt os i vores stuer. Så forsvinder han fra tv-skærmen en tid, gemt væk i lejre uden for mediernes søgelys, for så med jævne mellemrum at dukke op igen. Flygtningen er vores skygge og følgesvend. Han er det spejl, vi ikke vil se os selv i. En ubekendt størrelse, et forstyrrende element, der trænger sig på og skaber uro og uorden i vores pæne, velfriserede samfund. Hvem er han? Hvor kommer han fra? Hvordan har han forvildet sig helt her op så højt mod nord? Hvad vil han os?

Langt de fleste af verdens flygtninge befinder sig på bekvem afstand i 3. verdens lande langt nede sydpå, vandrende gennem ørkener, over uvejsomme bjergkæder, hvor børnene som de første bukker under for den lange vandrings fysiske strabadser. Mediebillerne har brændt sig ind på vores nethinde, billeder af overfyldte både der krydser Middelhavet, og ligene af de druknede, der bliver skyllet op på de italienske og spanske kyster. Billeder af containerlastvogne med flygtninge stuvet sammen i trange hulrum på vej med livet som indsats mod det forjættede land.

Alle disse mennesker uden for lands lov og ret, uden for et samfunds fællesskab og beskyttelse, bliver til en ansigtsløs masse, med én eneste anonymiserende mærkat: flygtninge. Vi ser ikke det enkelte menneske midt i flygtningestrømmen og kommer let til at bilde os ind, at flygtninge på vandring for at finde beskyttelse et sted i verden, der vil tage imod dem, er en særlig art af menneskeheden, uden for det normale liv og derfor helt forskellige fra os. Derved skaber vi den indre afstand, der kan fritage os for et medmenneskeligt ansvar, når flygtninge finder vej til vores dør.

Vi har en tilbøjelighed til at glemme at en flygtning ikke altid har været flygtning. At han er et menneske, der engang har haft en bolig, et arbejde, en skolegang, en uddannelse. At han har haft venner og familie med en lang historie bagud. Han er kommet alene eller med sin familie et sted fra, der har et navn, han kommer fra et almindeligt liv, hvor han og hans familie hørte hjemme. Og selvom han - tvunget af omstændighederne, af krig og forfølgelse, fattigdom og hungersnød - er blevet rykket op med rode, flygtet over hals og hoved eller efter lang tids forberedelse, har han dybe rødder et helt særligt sted i verden, der lever i hans erindring.

I selve erindringen om den tilværelse, dette særlige sted, hvor han tilbragte sin barndom og ungdom, det familieliv og de nære relationer, der blev efterladt, og i erindringen om de ressourcer og de færdigheder hans tilværelse byggede på, gemmer sig en fremtid og et håb. Håbet om at begynde forfra og kunne magte at skabe et nyt liv på fremmed grund, findes netop dér i erindringen om det liv, der engang var hans, før hans tilværelse brød sammen.

Flygtningens udsatte situation stiller nogle eksistentielle spørgsmål, der kræver et svar af os. Har vi hjerterum nok til at modtage og give plads til flygtningens håb om en ny fremtid, fri for undertrykkelse og tortur, nød og elendighed? Er vi så forblændet af vores rigdom og overflod, at vi ikke kan se os selv i mennesker, der befinder sig på den herskende verdensordens skyggeside? Kan vi kun spejle os i os selv? Lever vi så velbehageligt på solsiden, at vi føler os truede, når en flygtning krydser vores vej? Har vi glemt vores børnelærdom om at dele med hinanden? Har vi glemt vores oprindelige barnlige retfærdighedssans i jagten på materiel velstand?

Lad mig citere fra Shakespeares Købmanden i Venedig (dog med en enkel ændring til denne lejlighed): ”Har en flygtning ikke øjne, har en flygtning ikke arme, ben, organer, skikkelse, sanser, følelser, lidenskaber? Næres han ikke af samme føde, såres han ikke af samme våben, er han ikke udsat for samme sygdomme, helbredes han ikke ved samme lægemidler, varmes og køles han ikke af samme sommer og vinter som jer? Hvis I stikker os, bløder vi da ikke? Hvis I forgifter os, dør vi da ikke?”

Flygtningen er som os et menneske af kød og blod, en skrøbelig og sårbar krop, mærket af livets tilskikkelser. En krop med basale behov for at kunne spise sig mæt hver dag, behov for varme og husly, beskyttelse mod vind og vejr. Men mennesket lever ikke af brød alene. Vi har også - og ikke mindst - behov for at føle ligeværd i samværet med andre, for at leve i gensidig respekt med vores nære omgivelser, og kunne udfolde vores kunnen og viden og være en del af en helhed, der værdsætter os, som dem vi er, og for det vi kan. Uanset hvor i verden vi kommer fra, har vi brug for at føle os inddraget i det omgivende samfund. Hvis vi udelukkes fra fællesskabet, visner og dør vi som mennesker. Hvis vi derimod modtages og indlemmes som ligeværdige, kan vi mennesker vokse og blomstre og med tiden slå nye rødder.